mandag den 23. maj 2011

Splatbananer

Jeg har jo fået den (underlige) ide, at bestille mad og frugt via. Aarstiderne. Så får man velsmagende råvarer og opskrifter lige til døren, og prisen er også rimelig. Total win win situation 8-)
Bort set fra i fredags. Vi fik de sædvanlige leveringer - oven i købet på en helligdag, så top service der - der i blandt børnenes frugtpose. Hrolf så ganske forventnigsfuldt til mens jeg fremdrog skattekistens indhold (hans øjne havde det der jeg-æder-din-hånd-med-hvis-du-ikke-slipper udtryk) og gav et klynkende hyl af skuffelse, da jeg pakkede en banan ud for blot at lægge den på bordet. Bedre blev det ikke med banan nr. 2, den var lige så stødt/overmoden som den første.
Faktisk var samtlige bananer i posen (og der var ca.8) så medtagne, at der vel var den halve jeg stak ungen der kunne holdes i hånden, resten var der ikke megen råd for...

...når altså ikke lige man er i besiddelse af bogen "Killes Krydderier" der indeholder den mest utrolige opskrift på banankage, med både muscovadosukker, chokolade og sprut! Så jeg greb gryder, potter og pander og gik i gang med at redde de ynkelige rester af dette hersens skide dyre økomos.
Kagen blev til med stor omhyggelighed og en lille smule børnearbejde, Magni kom i hvertfald farende og INSISTEREDE på, at det var ham der skulle dreje kværnen med krydderiblandingen.
Hele herligheden blev bagt, opførte sig som den skulle og blev som belønning toppet med en mundvandsdrivende ganache, med både et skvæt krydderblanding og citrus - min helt egen opfindelse :-D

Næste morgen (ja, sådan en fætter skal trække et døgns tid for at blive RIGTIG god) kørte Carsten på arbejde og ja, han tog hele kagen med før end jeg havde smagt så meget som en krumme... snøft.



Heldigvis sendte han mig en mail midt på dagen, hvor hans afdelingsleder havde rost kagen, citat: ”Har du smagt Tanjas kage, man bliver helt lykkelig”!
(og de svagspisere til hele hans sektion kunne ikke gøre kål på små 24cm, så der var også et stykke til mig da han kom hjem *vild jubel*)

Og så er det altid godt at man på den måde kan give sin mand nogle billige point, bortset fra, at sådan en kage ikke er hverken billig eller nem at lave.